ANMELDELSER AF / REVIEWS OF
“MICHAEL SUNDING, THE MELODIES OF CARL NIELSEN, FEAT. MADS VINDING”
Kjeld Frandsen in the daily newspaper BERLINGSKE TIDENDE on 1/8 2015:
“MELANKOLSK OG FINURLIG DUO-KUNST
Carl Nielsen bliver taget under kærlig behandling
af pianisten Michael Sunding og bassisten Mads Vinding. ***** (5 stjerner)
Der er altid en god grund til, at bringe Carl Nielsen på banen. Eksempelvis når det er 150 år siden, han blev født. Primært dog fordi han skrev så meget musik, som altsammen fortsat kan spilles og nydes i såvel originalversioner som alskens transskriptioner. Ja, tilmed som jazz, til trods for, at komponisten i midten af 1920erne havde mange kritiske ord om denne frembrusende stilart. Hvad Carl Nielsen nåede at få hørt af jazz, aner vi intet om, men mon ikke han med glæde havde spidset sine kritiske ører, hvis han var blevet konfronteret med pianisten Michael Sundings jazzmusikalske bearbejdning af et par håndfulde af hans værker. Nu er Michael Sunding ikke blot jazzpianist, han er en mangesidig og meget erfaren musiker, der elegant og ubesværet fanger og fortolker det Nielsen’ske univers. Ja, alt fremstår på én gang velgennemtænkt og spontant. Den melankolske stemning, som anlægges i åbningsnummeret »Tunge mørke aftenskyer«, og som også bringer bassisten Mads Vinding godt ind i billedet, kan meget vel give associationer til den svenske pianist Jan Johanssons legendariske album »Jazz på Svenska«. Men der bliver slet ikke tale om en gang eftersnakkeri. Allerede med den efterfølgende »Underlige aftenlufte« er vi ude på et helt andet og mere finurligt – latin-influeret – spor, ligesom det nu står klart, at der ikke er tale om en klaver-med-akkompagnement-udgivelse, men om et stykke duo-kunst af unikt tilsnit. Det burde være overflødigt at sige, at Mads Vinding er en eminent bassist, hvorfor det ikke er overflødigt at sige, at han ved denne lejlighed nærmest synes at overgå sig selv. Han er i den grad på hjemmebane, og hans såvel underbyggende som kontrapunktiske dialoger med Michael Sundings raffinerede tangentleg er både overrumplende og uophørligt opløftende. Og alligevel er der intet spil for galleriet. Hvert værk har fået tildelt en stemning, måske ikke altid i overensstemmelse med det originale forlæg, men der er klar kunstnerisk konsekvens, som tilmed på intet tidspunkt saboterer den, for hele udgivelsen, overordnede stil og stemning. Nævnes skal, at »Solen er så rød mor« får lov til at gynge af sted i en fin stille vals, og at »Jeg ved en lærkerede« gennemføres med en sjælden form for statisk energi. Og yderst fornøjeligt står salmen »Mit hjerte altid vanker«, idet den folder sig ud som en herlig calypso, nært beslægtet med tenorsaxofonisten Sonny Rollins’ nok så berømte »St. Thomas«. Og her kan man så lige indskyde, at Sonny Rollins’ mor kom fra De Vestindiske Øer og hed Valborg, og at saxofonisten menes at have lånt »St. Thomas« fra den danske folkemelodi »Det var en lørdag aften«. Men hvem ved, måske er det bare Carl Nielsens udødelige salme, han har planket?”
Read what Per Rask Madsen wrote in the daily newspaper INFORMATION on 12/6 2015:
“I alt, han gør, er Carl Nielsen først og fremmest melodiens mand. Et friskt bud på, hvordan de folkekære sange kan fortolkes, hører vi på den nye cd The melodies of Carl Nielsen (Gateway Music) med jazzpianist- og komponist m.m. Michael Sunding og på kontrabas nestoren Mads Vinding. Det er en virkelig forfriskende plade, som man umuligt kan være i dårligt humør til. De fine, jazzede arrangementer og improvisationer er stemningsfulde, lyriske, fulde af lys og indimellem ganske legesyge.
Sunding er på ingen måde andægtig over for forlægget, som det høres i »Jeg ved en lærkerede« med funky bas. Ofte oplever man en nordisk tone i stil med Jan Johansson og Niels Lan Doky, andetsteds lyder det mere solbeskinnet i retning af Chick Corea, Michel Camilo og Esperanza Spalding. Man er badet i vellyd og gode vibes fra først til sidst. Og det lave selvværd, som jantelov har banket ind i danskerne, hører vi intet til.”
Read what Niels Overgaard wrote at jazznyt.com on 3/6 2015:
“Carl Nielsen kom på et tidspunkt til at sige noget grimt om jazzen. Det nedtonede han dog senere i sit liv. Hans 150 års dag er lige blevet fejret. Havde Nielsen levet i dag og hørt hvordan jazzen kan formidle hans musik, er jeg sikker på at han havde været vild med jazz. Carl Nielsen brugte folkemusikken som en grundinspiration i sine kompositioner. Melodien var et bærende punkt for Nielsen. Det er det også for pianisten Michael Sunding, der fortolker 10 af Carl Nielsens kompositioner i et jazzet set up på The melodies of Carl Nielsen.
Der er flere grunde til, at albummet er blevet så vellykket. Sunding er ydmyg overfor materialet. Han er også jazzpianist. Han smyger sig omkring i improvisationerne og bevæger sig elegant rundt om det oprindelige melodimateriale. Sunding har inviteret Mads Vinding med på bassen. Det er i duospillet at pladen folder sit flotte potentiale ud. Mads Vindings melodiske sans på bassen er efterhånden legendarisk. De to musikere mødes over et stykke dansk musikhistorie. Det er guldklumper som Mit hjerte altid vanker, Solen er så rød mor og Jeg ved en lærkerede der får den fineste jazzpolish. En polish der er lavet af hvedemarker, blå himmel og evigt solskin med spredte regnbyger og blæst.”
Read what Mikael Krarup wrote in Fyns Stifttidende. The newspaper from the island, where Carl Nielsen was born:
**** (4 stjerner)
“Respekt og elegance præger denne dejlige udgivelse med nænsomt udvalgte højdepunkter fra Carl Nielsens vidunderlige sangproduktion, en væsentlig del af vores danske kulturarv. Respektfuldt, men med improvisationens legesyge som omdrejningspunkt, behandler pianisten Michael Sunding sammen med Mads Vinding (bas) disse jo ofte helt enkelte melodier og fraser. Nordisk jazz, ja, i høj grad, Jan Johanssons ånd svæver over et par af sangene, men ligeså meget kan man nyde bl.a. minimalistiske klangbilleder i f.eks. ”Frihed er det bedste guld” med den fragmenterede melodi i basstemmen, en herligt skævrytmet ”Jeg ved en lærkerede”, eller en fræk og frisk version af salmen ”Mit Hjerte altid vanker”. Min favorit blandt udgivelsens ti melodier er den elegante og inderlige version af ”Tunge mørke natteskyer”, en af Carl Nielsens allerbedste.”